Børnehavestart – om at følge sin mavefornemmelse

Børnehavestart – om at følge sin mavefornemmelse

Så kom dagen hvor mellemste fisen skulle starte i børnehave. Til trods for jeg er uddannet pædagog og har været med til utallige indkøringer, bliver jeg bare aldrig rigtig fan af at stå på den anden side… at være moderen der skal give slip og overlade mit lille menneske til fremmede og håbe på alt går som det skal.

At de takler ham som han har brug for. At han får hjælp til det han har behov for. At han bliver guidet når noget er svært og i det hele taget bare får det godt der. For det er jo i virkeligheden alfa og omega for os når vi vælger at overlade vores børn i andres varetægt – at de får det godt <3

Vi var lige flyttet til en ny by, og der var lige kommet en lillebror til verden et par måneder inden. Farmand havde været hjemme indtil jobstart en måned tidligere, det samme havde storebror og så var vi flyttet sammen med mormor og bedste, så alle bolde var ligesom kastet op i luften og alting skule lige lande. Det hele var anderledes end før, så selvom han er en lille bulderbasse der vader ind i folk med træsko på, så var jeg forberedt på, at det måske ikke ville gå helt lige så smooth som hvis det hele var sket et par måneder tidligere, for der var han mere end klar til at starte i storebrors børnehave.

Men jeg havde alligevel ikke regnet med at det gik som det gjorde….

 

Første dag

Vi havde ikke fået noget som helst information fra børnehaven, så vi dukkede bare op den dag han skulle starte. Vi fandt en pædagog og hun viste så hvilken stue han skulle starte på. Hun sagde hej til ham, men han var selvfølgelig genert og lidt betuttet over alt det nye, så han slog blikket ned i jorden og gemte sig bag mig. “Nåh” sagde hun og gik…..

Vi kom lige i tid til formiddagsmad så vi satte os ind på stuen ved bordet. Her kom de andre børn også hen og alle spurgte selvfølgelig hvem han var. Han havde ikke lyst til selv at svare så jeg fortalte han hed Storm og skulle starte her i børnehaven. Han sad klistret op ad mig hele tiden og så meget skeptisk ud. Bagefter gik vi ud på legepladsen og jeg forsøgte ihærdigt at få ham til at fatte interesse for de ting man kunne lave. Han ville gerne lege, men jeg skulle hele tiden være i nærheden. Da de skule spise gik vi hjem.

Dagen efter var de på legepladsen da vi kom, og han begyndte at lege lidt med en større pige, der henvendte sig til ham. Jeg snakkede med en af de voksne fra hans stue et stykke tid, alt imens jeg kunne se børnene lege på legepladsen. Hun var alene  derude det meste af tiden, og legepladsen var sådan indordnet, at man på ingen måde kan se den hele på samme tid. Flere gange var der også børn der havde brug for hjælp, som ikke blev opdaget. I og med min søn legede, tænkte jeg, at der måske ikke var noget galt i, at jeg kunne forsøge at gå (selvfølgelig ikke uden at sige farvel!) men han gik helt i spåner og ville ikke have jeg gik. Dagen inden havde han været sur over vi ikke skulle spise med, så jeg havde taget madpakke med og forsøgte at lokke med den, men lige lidt hjalp det. Der var ikke meget hjælp at hente, så det endte med jeg gik fra en vrælende dreng, der sad hos en voksen. Jeg tudede da jeg kom udenfor lågen. Jeg var kun væk 40 minutter og da jeg kom tilbage sad de ude i gården med madpakkerne – min søn havde ikke rørt sin og hans øjne var helt røde og hævede og han græd stadig. Han brød helt sammen da han så mig. Pædagogen sagde han havde været okay men at han var blevet ked at det igen da de skule spise – han er det største madøre der findes, så jeg havde list svært ved at købe den.

Dagen efter ville han igen ikke have jeg gik, men jeg fik snakket med ham og sagde, at jeg bare lige skulle hjem og tisse og så ville jeg komme igen, så han skulle ikke være der så længe. Han var med på den og vinkede til mig uden at være ked. Men kort efter, da jeg havde siddet ude i bilen og ammet lillebror, kunne jeg høre en opløst i gråd råbe derindefra “MOAAAAAARR!!!” jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var min søn :’-( Jeg fløj ud af bilen og hen til lågen, skulle lige til at åbne den, da jeg kunne se at pædagogen kom henimod ham – meget langsomt. Jeg stod med håndtaget i hånden og havde mest lyst til at flå lågen op og tage ham med. Pædagogen tog ham ikke op, kom ikke ned i hans niveau, gjorde intet rigtig for at trøste ham eller møde ham der hvor han var. Hun tog ham bare i hånden, men om i gården, hvor de skulle spise frugt. I 10 minutter stod jeg og knugede håndtaget og hørte min lille mand græde…. jeg græd med og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. ALT i mig skreg at jeg skulle gå ind og hente ham, at det her var helt forkert, og at de slet ikke gjorde noget for at give ham en god start. Efter 10 minutter kunne jeg ikke høre gråd mere og jeg skyndte mig ud i bilen og drønede over for at hente en pakke, hvorefter jeg skyndte mig tilbage igen. Igen var jeg max væk 40 minutter og da jeg kom lå han alene ovre ved lågen på nogle paller og så helt fortabt ud. Mit hjerte gik i stykker lige der og jeg vidste at det her sted ikke var et jeg havde lyst til at aflevere mit barn i.

Når man bliver løget op i ansigtet

Jeg tog ham op og krammede ham – knugede ham helt ind til mig, for jeg havde det så dårligt med at han havde skulle opleve det her. Vi gik ind for at hente hans ting og for at finde pædagogen der var kommet hen til ham, for at spørge hende om hvad der var sket og hvorfor han overhovedet havde været alene så kort tid efter jeg var gået. Vi stødte først ind i pædagogmedhjælperen, som bare sagde god weekend. Så mødte vi pædagogen da vi tog hans ting, og før jeg nåede at spørge om noget, sagde hun bare at det var gået meget bedre idag. Jeg dirrede af raseri, for konen stod og løg mig direkte op i ansigtet! Jeg havde jo for fanden selv hørt at han havde været fuldstændig ulykkelig og at det var fortsat, og da jeg kom lå han også med tårer i øjnene, ALENE igen. Hvis det er definitionen på at dagen er gået godt, så vil jeg ikke vide hvad en dårlig dag er.

Det var ikke bare mig der var sart

Måske man kunne tænke, at jeg var farvet af mine følelser, og at mit barn ikke var glad. Det var kun den ene del af det. Mens jeg var der, nåede jeg at opleve flere ting jeg kun kunne undre mig over.

En gruppe børn sad og legede i sandkassen og byggede sandkager på kanten. En dreng der tydeligvis ikke helt vidste hvordan han skulle komme ind i legen på en fornuftig måde, gik hele vejen hen på kanten og ødelagde dem allesammen, og hoppede ned og grinede. Den ene pige blev rigtig ked af det. En voksen der var lige ved siden af sandkassen, konstaterede blot at det da også var ærgerligt de var blevet ødelagt og gjorde ikke mere ved det. Pigen gik igang igen med at lave dem og drengen kom igen og ødelagde dem – han havde tydeligvis en fest. Samme voksen sagde blot til ham at han skulle lade være og han løb grinende væk. 5 minutter senere skete samme scenarie – igen ingen hjælp at hente fra den voksen, man ellers måtte formode havde “ansvaret” for det område af legepladsen.

2 børn ville have den samme ting og kom op at skændes. Løsningen var, at tage den mest højtråbende med ind i garderoben og sige, at så kunne han sidde der, til han var klar til at komme ud igen (hvornår end det så var). Der sad han så og græd i noget tid og efter 15 minutter ca gik en voksen ind og spurgte om han var klar til at komme ud og lege igen, hvilket han svarede ja til og så løb han afsted. Der var ingen konflikthåndtering, ingen hjælp med at finde ud af hvad der var sket, eller hjælpe børnene med at se tingene fra den andens synspunkt. De her situationer var min søn slet ikke involveret i, så hele mit syn på børnehaven kan umuligt være farvet af mine følelser.

Farvel og tak!

Jeg snakkede med flere omkring mine tanker den weekend. Jeg havde på INGEN måde lyst til at mit barn skulle afleveres der igen, og da det blev mandag, tog vi derover for at hente hans ting. Pædagogen sagde godmorgen og velkommen, og jeg sagde blot at vi kun kom for at hente hans ting, for det føltes ikke rigtigt. “Det er jo jeres eget valg” sagde hun blot.

Halvanden måned senere var der plads i en anden børnehave og behøver jeg sige, at jeg har jordens gladeste dreng, der ikke har nogle problemer med at blive afleveret og ikke er ked af det når jeg henter ham.

Her mødte han voksne, der udviste ÆGTE interesse for ham, kom ned i hans niveau, fangede ham i det han udvise interesse for og på alle måder bare virkede som om de ville ham – det kunne han mærke, og det kunne JEG mærke.

Man er ikke altid bare fjollet og ser spøgelser. Som mor har man bare en unik forbindelse til sin barn og det er så mega vigtigt at lytte til den lille stemme indeni, til ens mavefornemmelse, når den fortæller en at alt ikke er som det skal være.

Efterfølgende fandt jeg ud af at minimum 3 havde taget deres børn ud af den første børnehave indenfor de sidste 4 måneder – alle fra samme stue, alle med samme oplevelser og opfattelse af stedet som mig.

 

 

Pas på du ikke giver din baby dårlige vaner

Pas på du ikke giver din baby dårlige vaner

Har du hørt den sætning før? At du skal passe på du ikke giver din baby dårlige vaner

Måske fra sundhedsplejersken når du fortæller at en amning godt kan tage en time, eller at din baby sover bedst hos dig?

Måske fra familie og venner, når du bærer den lille i en vikle og ikke bare lader ham/hende passere fra “fremmed” favn til favn?

 

Det er en ting jeg har hørt rigtig mange gange – nok pga de valg jeg har truffet i forhold til mine børn da de var små…. eller rettere den måde jeg har valgt at takle deres behov på.

Men lad mig udfordre den tankegang en smule – det med at lære sin baby dårlige vaner….

 

Babyers naturlige behov

Er det unaturligt for en baby at ville ligge ved brystet længe? – Nej. De har et helt naturligt og stort behov for at sutte, og lige præcis det er jo med til at sørge for brysterne stimuleres og danner den rette mængde mælk. De kan også være trætte når de spiser og derfor kan det gå lidt langsomt. Måske de endda har nogle udfordringer som gør det svært og derved gør at det tager længere tid. Fx låsninger i nakke eller kæbe,eller stramt tungebånd . Måske bruger de det som tryghed hen mod slutningen for at glide over i søvnen, og hvad er der galt i det? Det er et naturligt behov, men vi har valgt at det helst ikke skal være sådan, for vi mødre skal jo også have hænderne fri til andet, og man skal jo ikke gøre det til en dårlig vane, at de skal have en babs i munden for at sove (men sutten er ok?!)

Er det unaturligt for en baby at ville være tæt på sin mor og gerne ville sove i hendes arme? – Nej. Det er et overlevelsesinstinkt der sidder dybt i vores krybdyrhjerne. Babyer er 100% afhængige af nogen passer på dem, de kan på ingen måde klare sig selv, så det mest naturlige når man er så sårbar er, at man gerne vil være ved nogen der kan sikre ens overlevelse. Hud mod hud er også med til at stimulere mælkeproduktionen og det styrker babys immunforsvar.

Er det unaturligt at babyer (langt de fleste) ikke vil sove alene, men vågner hyppigere når de ligger for sig selv og ikke kan mærke mor lige ved siden af? Nej – igen er det med til at skabe tryghed at vide at der er nogen lige ved siden af, og hvis man skal overgive sig til søvnen og især den dybe søvn, så kræver det tryghed. Vi voksne sover jo også helst sammen med vores bedre halvdel og ligger ikke i hver vores værelse.

 

Glemmer at mærke efter

 

Når vi når dertil, hvor mødre er bange for at amme deres barn for hyppigt og begynder at kigge på kl frem for at lytte til deres babyer, fordi de har fået af vide der skal gå x antal timer mellem amninger, så er vi altså kommet for langt ud.

Når mødre render rundt og ligner zombier fordi de har fået af vide deres baby skal sove i deres egen seng nu ellers lærer de det aldrig, og baby nu vågner dobbelt så mange gange om natten som før, så er vi kommet for langt ud.

Når en træt og frustreret mor står med tårer i øjnene og febrilsk vugger barnevognen med et skrigende barn, fordi hun fra flere har fået af vide, at det er der baby skal sove og ikke i en vikle, så er vi kommet for langt ud… eller måske snarere for langt væk. Væk fra vores naturlige tilgang til babyer og deres behov. Væk fra os selv og vores mavefornemmelse som mor. Væk fra der hvor vi var indstillet på, at en baby ville blive en omvæltning, og indstillede på at lytte til det lille menneske og dets behov frem for alle mulige andre der mener at de er meget mere kompetente til at fortælle os, hvad det er vores babyer har brug for og hvordan vi skal give dem det. For lige meget hvordan vi vender og drejer det er der ikke to babyer eller to mødre der er ens, så hvordan skulle én måde at gøre tingene på kunne passe alle?

 

Så kære skønne fantastiske mamma:

LYT TIL DIG SELV! Følg din mavefornemmelse, gør det der føles rigtigt. Stol på din baby og vid at lige netop DU er den der er aller bedst til at vide hvad den har brug for. Hvis det andre siger ikke virker rigtigt for dig, så lad være med at lytte.

 

 

 

 

En af de dage

En af de dage

Idag er bare en af de dage….

En af de dage hvor jeg er en omvandrende zombie….

Hvor ALT går galt og samtlige unger modarbejder mig på alle planer.

Kollektive nedsmeltninger, totalt modsatrettede behov, ikke eksisterende tålmodighed og INGEN hører efter.

Idag er en af de dage

En af de dage hvor jeg bare har lyst til at lukke øjnene og sove og glemme alt om at være mor.

Glemme alt om ansvar.

Glemme alt om hele tiden at skulle opfylde behov og være noget for nogen.

For jeg er træt.. så ufattelig træt at det føles som om min krop langsomt lukker ned, del for del.

 

Idag er en af de dage.

En af de dage hvor jeg kigger på den bugnende vasketøjskurv og sukker dybt…. kigger på det rene tøj der ligger i bunker og mangler at finde vej ned i skuffer og ind i skabe…. på køkkenet der sejler og rodet alle vegne. Spor efter leg, slagsmål, måltider og meget andet.

Hvor jeg kigger på bæ-pletten på lagnet der havnede der i morges da baby vågnede og skulle af med noget. Jeg lukker øjnene og beder til der kommer en fe og svinger tryllestaven.

 

Idag er en af de dage.

Hvor energi og overskud er ikke eksisterende og hvor de to store kan mærke det og udnytter det.

Hvor det kræver AL min viljestyrke ikke at eksplodere som en vulkan, fordi de konstant slås og skændes og er røv ligeglade med hvad jeg siger.

Hvor jeg står med en træt og ked af det baby på armen og forsøger at skille to kamphaner ad og indædt bede dem om at tage sig sammen i 5 minutter så jeg kan få puttet deres lillebror.

Idag er en af de dage.

En af de dage hvor jeg gerne ville bytte med deres far i bare et par timer og tage på arbejde og fokusere på én opgave af gangen i stedet for at skulle være en 20-armet blæksprutte.

Hvor jeg ville ønske jeg var døv så jeg ikke skulle høre “moar, moar MOOOAAAR” hele tiden, for selvom jeg svarer fortsætter det.

 

Idag er en af de dage

Hvor jeg tvivler på mig selv og ikke kan lade være med at tænke om jeg overhovedet burde være mor.

Hvor det er ren overlevelse og jeg blot tæller timer til deres far kommer hjem så jeg har et par ekstra hænder.

En af de dage der bare skal overståes, så det kan blive en ny dag – en bedre dag.

Idag er en af de dage, kender du dem?

Og fuck hvor jeg trænger til et bad!

 

Amning – ikke for tøsedrenge

Hvis der er noget der er i mange gravides og nybagte mødres tanker, så er det amning. Når man er gravid, skal man træffe et valg ´- vil jeg amme, eller vil jeg ikke? Langt de fleste vil gerne amme deres baby og giver det også deres aller bedste forsøg. Mange ender dog med at kaste håndklædet i ringen længe inden de have forestillet sig eller håbet. Hvorfor? Fordi amning ikke er for tøsedrenge og det er ofte pisse hamrende svært at få etableret en vellykket amning. Det kræver vilje, tålmodighed, beslutsomhed og umådelig meget mental styrke, især hvis det ikke bare kører, hvilket det gør for de færreste.

 

Den svære amning

 

Langt de fleste synes det er smertefuldt og får hurtigt sår eller revner på brystvorterne. De sidder og krummer tæer, når den lille begynder at lave sine lyde der indikerer, at nu er det ved at være tid til at få noget at spise. De bider tænderne hårdt i og siger alverdens bandeord indvendigt idet baby tager fat og det føles som om tusinde brændende nåle bliver stukket i brystvorten…. eller de græder, for hvordan kan noget så “simpelt” og naturligt gøre så ufattelig ondt? Og hvis mini så bevæger hovedet uden at slippe eller hopper af og skal på igen, så har man bare lyst til at tude.

Men amning skal ikke gøre ondt – det siger jeg altid til mine klienter – og gør det det, så kan du være ret sikker på, at noget ikke er helt som det skal være. Men der kan være mange syndere og hvordan ved man lige hvilken en der er gældende? For sandheden er, at vi ikke rigtig har særlig meget med amning at gøre, indtil den dag hvor vi står med vores eget lille vidunder i armene og skal forsøge at få bryst og baby til at samarbejde.

Hvordan lægger man baby ordentlig til, hvordan føles det når de sutter rigtigt, hvordan tømmer man et bryst ordentligt, hvilke stillinger er gode, hvad hvis man har flade brystvorter osv osv. Langt de fleste ender med at prøve sig frem det bedste de har lært, men der er så mange ting der kan gå galt, allerede fra første gang baby finder brystet, at der ikke er noget at sige til, at så mange sidder og bander amningen langt væk. Og det er sgu synd, for det er vitterligt en fantastisk følelse når det kører. Så mega powerfuldt at se sit lille barn ligge der og få næring fra ens krop. At se det lille menneske ligge der og være totalt mælkebombet og tilfreds. Mange prøver også at forberede sig via videoer og føler sig egentlig mega klar, men så sker der bare noget når det er en selv der sidder og prøver at styre det lille hoved, og få babs og den lille mund til at passe sammen.

 

Udfordringer ved amning

 

Der er mange ting der kan gå galt og gøre det svært at få etableret en god amning. Sutteteknik, at baby får ordentlig fat, ligger rigtigt mod din krop, har hovedet i en god vinkel, så tungen kan arbejde og kæben bevæge sig frit, kort tungebånd*, flade eller indadvendte brystvorter, er blot nogle af de hyppigste. Så er der alle de dårlige råd man får kastet i hovedet med, at man ikke må amme for længe af gangen, at baby ikke må ligge og hygge ved brystet, jeg har hørt nogen har fået af vide de skal amme på begge bryster i hvert måltid (10 min på hver) og meget andet fjollet. Så udfordringer er der nok af, og når vi ikke har et godt kendskab til det i forvejen og ikke har erfaring at trække på, så ville blot halvdelen af de udfordringer gøre det svært for de fleste. Min egen udfordring er at jeg er brystreduceret, så mine mælkegange ligger anderledes end normalt, og min ene brystvorte trækker skævt pga den måde jeg er syet på, så til trods for jeg rådgiver i amning og ammede den mellemste til han var 22 mdr, så er det her mit højre bryst pt, hvor jeg skal have amningen af min 5 dage gamle søn oppe at køre:

 

brystspænding

 

 

Så jo amning er svært, og det bliver ikke lettere af, at vi gemmer det væk og gør det til en privat sag. Det gør det heller ikke lettere at der er en udpræget holdning omkring hvor længe man må amme før det bliver underligt. Eller at de der skal hjælpe med at få den op at køre (her tænker jeg især jordmødre på hospitalerne) ikke har tid til at prioritere det, og at det næste “hjælpende” led (sundhedsplejersker) ikke har forstand på det, og kan sidde og se på en amning, hvor der er flere ting der ikke er rigtigt, og alligevel sige at det ser fint ud.

Nu er der så oveni begyndt at ske det, at hvis man siger at man ammer eller gerne vil amme, så kommer forsvarsmekanismen op i dem, der enten fra starten har valgt ikke at amme, eller har måtte givet op før de ønskede, og sætninger som “En god mor sidder ikke i brysterne” og “Modermælkserstatning er lige så godt som brystmælk” osv bliver brugt hyppigt i diverse ammedebatter. Så siger man at man ammer og tillader man sig at være stolt af det, så stiller man sig samtidig op til et par potentielle lussinger fra de der ikke gør, og som føler at man blot ved at nævne ordet amning, ser ned på dem og kalder dem dårlige forældre.

Men kære ammende mor – du må gerne være stolt. Du må faktisk gerne være pisse hamrende STOLT over, at du har taget kampen op, og at du trods udfordringer har holdt ved, og har valgt at sige “JEG VIL DET HER!” Du må fandeme gerne klappe dig selv på skulderen, og nej det betyder ikke at du ser ned på de der ikke ammer. Det betyder bare at DU gør det DU føler er rigtigt for dig og din baby <3

 

* Mange babyer tjekkes for kort tungebånd, men den måde de fleste tester på er så forkert, at selv svære problemer med tungebånd, der senere kan give problemer med at spise og talebesvær ikke opdages. Det bageste tungebånd der har indflydelse på mobiliteten i den midterste del af tungen, som er afgørende for, om en baby kan amme og hente mælken fra brystet UDEN at suge og bide for at få mælken til at løbe, tjekker man slet ikke herhjemme og har man en baby der har stramt bagest tungenbånd (også kaldet PTT – posterior tongue tie) er der heller ikke meget hjælp at hente.

 

For gratis ammevideoer (og der kommer flere) se min Instagram

I’m a mombie

I’m a mombie

mombie

“Sleep child… sleep”. The sentence echoes over and over again in my head as I restlessly wander around the bedroom with a baby in my arms, who’s eyes just wont shut….

“Sleep child… sleep”… my arms are tired, one is a sleep, my back hurts, my shoulders are tensed, and my neck; oh boy my neck.

I look at the huge bed with three sleeping bodies…. listen to their calm breath telling me they are fare away in the land of dreams. A tiny jab of jealousy finds it’s way to my heart…. I’m tired, SO very tired. I can barely keep my eyes open.

It’s 3 am…. I’ve been pacing the floor for 20 minutes, rocking the baby in my arms, not fully awake and yet not really sleeping….. I’m stuck in the limbo between extreme tiredness and insanity – this weird place where you often find yourself as a new mom. Where it sometimes feel like you are slowly desolving…. falling a part…. like a part of you have already left your body and is now observing you from the outside.

“Sleep child… sleep”…. I force my eyes open, fix my gaze at my shadow on the wall… slowly rocking side to side. It looks like at sad lonely dance.

Time pass and I hear the birds waking up outside the window… They tweet so eagerly…. morning is coming. The light from the rising sun finds it’s way to the room… “Sleep child… sleep”. It’s 4 am…

My body is flushed with a shot of adrenalin… it’s going into survival mood, making sure I won’t fall asleep and drop the baby. It leaves my brain bright and alert…. thoughts of the day to come starts popping up in my head. So many hours with so many needs to tend to, none of them my own, no chance of sleep. I take a deep breath, telling myself I’m gonna make it. I’ve been here before…

The tiny body in my arms feels heavier… I look down upon this miracle and can’t help smiling…. his eyes are closed and slowly I walk towards the bed almost holding my breath as I fear the tiniest movement will wake him up… slowly I lay down still holding him in my arms – he’ll sleep on my chest like many times before. I close my eyes and fall asleep….

An hour later he awakes again… the day begins….

Today I am a mombie

– Vicki

Av mit hjerte

Av mit hjerte

Mit hjerte lige er gået i tusinde stykker og tårerne triller ned af kinderne på mig .. Min 5 årige søn har lige forladt køkkenet for at gå op til sin far og mindre bror og sove. Han gik ikke i vrede, var ikke sur på mig, kaldte mig ikke alle mulige grimme ting… han var bare ligeglad med mig – eller det føltes i hvert fald sådan.

Der var kun ham og mig tilbage i køkkenet og da han rejser sig for at gå, kommer han ikke hen og krammer mig som han plejer… han tænker ikke engang på at gøre det. Mit lille empatiske, kærlige, mega omsorgsfulde menneske, der har tørret mine tårer bort, kigget dybt ind i min sjæl og givet mig en tiltrængt krammer flere gange end jeg vil indrømme. Som har fået mit hjerte til at synge utallige gange ved at sige 4 små ord med usammenlignelig betydning “jeg….. elsker….. dig…..mor” og som de sidste mange måneder har haft så svært ved når jeg skulle aflevere ham i børnehaven, for som han selv sagde, så kom han bare til at savne mig når jeg gik. Den lille dreng, han gik bare. Lige forbi mig uden at kigge på mig, uden at sige godnat, uden at give en krammer, uden at fortælle mig at han elskede mig. Da han var nået ud i gangen sagde jeg godnat efter ham og han svare bare godnat og gik videre. Ryggen til, uden at stoppe op. “Jeg elsker dig” sagde jeg og håbede desperat der blev tændt en kontakt i ham, så han ville stoppe op, komme tilbage, kramme mig, give mig et godnatkys og sige han elskede mig, men jeg kunne blot se ham dreje ned af gangen og så var han væk…. der sad jeg tilbage alene i stilheden, og lyden af mit hjerte der brast, gav ekko omkring mig. Tårerne trillede ned af kinderne og lige der, der gik det op for mig hvad de sidste 6 uger havde gjort ved vores forhold…

4 blev til 5

For 6 uger siden, blev han storebror igen. Og for 1 uge siden flyttede vi. Jeg var forberedt på at det ville blive hårdt, men vidste vi kunne klare det. Lillebror ville bare komme i en vikle så han var tæt på mig, og så havde jeg hænderne fri til at være sammen med de to andre rødder imens far pakkede ned, kørte afsted og fik tingene ned i det nye hus. Hvad kunne gå galt?

Well mange ting, men jeg var forberedt på det meste, men hvad jeg ikke var forberedt på var, at lillebror havde kort bagest tungebånd (PTT), så amningen på ingen måde ville komme op og køre. Han slugte så meget luft når han spiste, at han var vanvittig genert af refluks og luft i maven. Det gjorde jo selvfølgelig at han var i mine arme næsten hele døgnet, og det der med at have hænderne fri og være mor for de to andre blev rigtig svært. Derfor var det far der puttede, far der gjorde klar om morgenen, far der afleverede, hentede, spiste med dem, gjorde klar om aftenen, læste godnathistorie og stort set alt andet. Han var så sød de første uger, til at komme og sige godnat til mig når de skulle sove. Så blev det mere og mere lillebror han sagde godnat til og så lige mig i skyndingen når han nu alligevel var der, og til sidst blev jeg glemt…. og idag var jeg luft for ham. Som om alt det dejlige vi havde haft sammen aldrig havde været der… at det blot eksisterede i min fantasi.

Når det hele vender, når det bliver lidt lettere og jeg har hænderne lidt mere fri, SÅ vinder jeg ham tilbage. Det SKAL jeg bare. For det lille menneske betyder mere for mig end jeg nogensinde kan beskrive. Han er min førstefødte. Min første dybe kærlighed på et plan jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg har haft utallige søvnløse nætter fyldt med frygtelige tanker om hvad der kunne ske dette lille menneske, og ligget helt syg ved tanken om, at jeg ikke kan beskytte ham hele livet. Jeg savner ham. Jeg savner ham så meget at det gør ondt indeni. Jeg SKAL vinde ham tilbage og indtil da, forsøger jeg at samle alle de mange stykker, af mit knuste hjerte, så det kan danse af glæde næste gang han siger de magiske ord “jeg…. elsker….. dig….. mor”