Børnehavestart – om at følge sin mavefornemmelse

børnehavestart

Så kom dagen hvor mellemste fisen skulle starte i børnehave. Til trods for jeg er uddannet pædagog og har været med til utallige indkøringer, bliver jeg bare aldrig rigtig fan af at stå på den anden side… at være moderen der skal give slip og overlade mit lille menneske til fremmede og håbe på alt går som det skal.

At de takler ham som han har brug for. At han får hjælp til det han har behov for. At han bliver guidet når noget er svært og i det hele taget bare får det godt der. For det er jo i virkeligheden alfa og omega for os når vi vælger at overlade vores børn i andres varetægt – at de får det godt <3

Vi var lige flyttet til en ny by, og der var lige kommet en lillebror til verden et par måneder inden. Farmand havde været hjemme indtil jobstart en måned tidligere, det samme havde storebror og så var vi flyttet sammen med mormor og bedste, så alle bolde var ligesom kastet op i luften og alting skule lige lande. Det hele var anderledes end før, så selvom han er en lille bulderbasse der vader ind i folk med træsko på, så var jeg forberedt på, at det måske ikke ville gå helt lige så smooth som hvis det hele var sket et par måneder tidligere, for der var han mere end klar til at starte i storebrors børnehave.

Men jeg havde alligevel ikke regnet med at det gik som det gjorde….

 

Første dag

Vi havde ikke fået noget som helst information fra børnehaven, så vi dukkede bare op den dag han skulle starte. Vi fandt en pædagog og hun viste så hvilken stue han skulle starte på. Hun sagde hej til ham, men han var selvfølgelig genert og lidt betuttet over alt det nye, så han slog blikket ned i jorden og gemte sig bag mig. “Nåh” sagde hun og gik…..

Vi kom lige i tid til formiddagsmad så vi satte os ind på stuen ved bordet. Her kom de andre børn også hen og alle spurgte selvfølgelig hvem han var. Han havde ikke lyst til selv at svare så jeg fortalte han hed Storm og skulle starte her i børnehaven. Han sad klistret op ad mig hele tiden og så meget skeptisk ud. Bagefter gik vi ud på legepladsen og jeg forsøgte ihærdigt at få ham til at fatte interesse for de ting man kunne lave. Han ville gerne lege, men jeg skulle hele tiden være i nærheden. Da de skule spise gik vi hjem.

Dagen efter var de på legepladsen da vi kom, og han begyndte at lege lidt med en større pige, der henvendte sig til ham. Jeg snakkede med en af de voksne fra hans stue et stykke tid, alt imens jeg kunne se børnene lege på legepladsen. Hun var alene  derude det meste af tiden, og legepladsen var sådan indordnet, at man på ingen måde kan se den hele på samme tid. Flere gange var der også børn der havde brug for hjælp, som ikke blev opdaget. I og med min søn legede, tænkte jeg, at der måske ikke var noget galt i, at jeg kunne forsøge at gå (selvfølgelig ikke uden at sige farvel!) men han gik helt i spåner og ville ikke have jeg gik. Dagen inden havde han været sur over vi ikke skulle spise med, så jeg havde taget madpakke med og forsøgte at lokke med den, men lige lidt hjalp det. Der var ikke meget hjælp at hente, så det endte med jeg gik fra en vrælende dreng, der sad hos en voksen. Jeg tudede da jeg kom udenfor lågen. Jeg var kun væk 40 minutter og da jeg kom tilbage sad de ude i gården med madpakkerne – min søn havde ikke rørt sin og hans øjne var helt røde og hævede og han græd stadig. Han brød helt sammen da han så mig. Pædagogen sagde han havde været okay men at han var blevet ked at det igen da de skule spise – han er det største madøre der findes, så jeg havde list svært ved at købe den.

Dagen efter ville han igen ikke have jeg gik, men jeg fik snakket med ham og sagde, at jeg bare lige skulle hjem og tisse og så ville jeg komme igen, så han skulle ikke være der så længe. Han var med på den og vinkede til mig uden at være ked. Men kort efter, da jeg havde siddet ude i bilen og ammet lillebror, kunne jeg høre en opløst i gråd råbe derindefra “MOAAAAAARR!!!” jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var min søn :’-( Jeg fløj ud af bilen og hen til lågen, skulle lige til at åbne den, da jeg kunne se at pædagogen kom henimod ham – meget langsomt. Jeg stod med håndtaget i hånden og havde mest lyst til at flå lågen op og tage ham med. Pædagogen tog ham ikke op, kom ikke ned i hans niveau, gjorde intet rigtig for at trøste ham eller møde ham der hvor han var. Hun tog ham bare i hånden, men om i gården, hvor de skulle spise frugt. I 10 minutter stod jeg og knugede håndtaget og hørte min lille mand græde…. jeg græd med og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. ALT i mig skreg at jeg skulle gå ind og hente ham, at det her var helt forkert, og at de slet ikke gjorde noget for at give ham en god start. Efter 10 minutter kunne jeg ikke høre gråd mere og jeg skyndte mig ud i bilen og drønede over for at hente en pakke, hvorefter jeg skyndte mig tilbage igen. Igen var jeg max væk 40 minutter og da jeg kom lå han alene ovre ved lågen på nogle paller og så helt fortabt ud. Mit hjerte gik i stykker lige der og jeg vidste at det her sted ikke var et jeg havde lyst til at aflevere mit barn i.

Når man bliver løget op i ansigtet

Jeg tog ham op og krammede ham – knugede ham helt ind til mig, for jeg havde det så dårligt med at han havde skulle opleve det her. Vi gik ind for at hente hans ting og for at finde pædagogen der var kommet hen til ham, for at spørge hende om hvad der var sket og hvorfor han overhovedet havde været alene så kort tid efter jeg var gået. Vi stødte først ind i pædagogmedhjælperen, som bare sagde god weekend. Så mødte vi pædagogen da vi tog hans ting, og før jeg nåede at spørge om noget, sagde hun bare at det var gået meget bedre idag. Jeg dirrede af raseri, for konen stod og løg mig direkte op i ansigtet! Jeg havde jo for fanden selv hørt at han havde været fuldstændig ulykkelig og at det var fortsat, og da jeg kom lå han også med tårer i øjnene, ALENE igen. Hvis det er definitionen på at dagen er gået godt, så vil jeg ikke vide hvad en dårlig dag er.

Det var ikke bare mig der var sart

Måske man kunne tænke, at jeg var farvet af mine følelser, og at mit barn ikke var glad. Det var kun den ene del af det. Mens jeg var der, nåede jeg at opleve flere ting jeg kun kunne undre mig over.

En gruppe børn sad og legede i sandkassen og byggede sandkager på kanten. En dreng der tydeligvis ikke helt vidste hvordan han skulle komme ind i legen på en fornuftig måde, gik hele vejen hen på kanten og ødelagde dem allesammen, og hoppede ned og grinede. Den ene pige blev rigtig ked af det. En voksen der var lige ved siden af sandkassen, konstaterede blot at det da også var ærgerligt de var blevet ødelagt og gjorde ikke mere ved det. Pigen gik igang igen med at lave dem og drengen kom igen og ødelagde dem – han havde tydeligvis en fest. Samme voksen sagde blot til ham at han skulle lade være og han løb grinende væk. 5 minutter senere skete samme scenarie – igen ingen hjælp at hente fra den voksen, man ellers måtte formode havde “ansvaret” for det område af legepladsen.

2 børn ville have den samme ting og kom op at skændes. Løsningen var, at tage den mest højtråbende med ind i garderoben og sige, at så kunne han sidde der, til han var klar til at komme ud igen (hvornår end det så var). Der sad han så og græd i noget tid og efter 15 minutter ca gik en voksen ind og spurgte om han var klar til at komme ud og lege igen, hvilket han svarede ja til og så løb han afsted. Der var ingen konflikthåndtering, ingen hjælp med at finde ud af hvad der var sket, eller hjælpe børnene med at se tingene fra den andens synspunkt. De her situationer var min søn slet ikke involveret i, så hele mit syn på børnehaven kan umuligt være farvet af mine følelser.

Farvel og tak!

Jeg snakkede med flere omkring mine tanker den weekend. Jeg havde på INGEN måde lyst til at mit barn skulle afleveres der igen, og da det blev mandag, tog vi derover for at hente hans ting. Pædagogen sagde godmorgen og velkommen, og jeg sagde blot at vi kun kom for at hente hans ting, for det føltes ikke rigtigt. “Det er jo jeres eget valg” sagde hun blot.

Halvanden måned senere var der plads i en anden børnehave og behøver jeg sige, at jeg har jordens gladeste dreng, der ikke har nogle problemer med at blive afleveret og ikke er ked af det når jeg henter ham.

Her mødte han voksne, der udviste ÆGTE interesse for ham, kom ned i hans niveau, fangede ham i det han udvise interesse for og på alle måder bare virkede som om de ville ham – det kunne han mærke, og det kunne JEG mærke.

Man er ikke altid bare fjollet og ser spøgelser. Som mor har man bare en unik forbindelse til sin barn og det er så mega vigtigt at lytte til den lille stemme indeni, til ens mavefornemmelse, når den fortæller en at alt ikke er som det skal være.

Efterfølgende fandt jeg ud af at minimum 3 havde taget deres børn ud af den første børnehave indenfor de sidste 4 måneder – alle fra samme stue, alle med samme oplevelser og opfattelse af stedet som mig.

 

 

Skriv et svar