En af de dage

En af de dage

Idag er bare en af de dage….

En af de dage hvor jeg er en omvandrende zombie….

Hvor ALT går galt og samtlige unger modarbejder mig på alle planer.

Kollektive nedsmeltninger, totalt modsatrettede behov, ikke eksisterende tålmodighed og INGEN hører efter.

Idag er en af de dage

En af de dage hvor jeg bare har lyst til at lukke øjnene og sove og glemme alt om at være mor.

Glemme alt om ansvar.

Glemme alt om hele tiden at skulle opfylde behov og være noget for nogen.

For jeg er træt.. så ufattelig træt at det føles som om min krop langsomt lukker ned, del for del.

 

Idag er en af de dage.

En af de dage hvor jeg kigger på den bugnende vasketøjskurv og sukker dybt…. kigger på det rene tøj der ligger i bunker og mangler at finde vej ned i skuffer og ind i skabe…. på køkkenet der sejler og rodet alle vegne. Spor efter leg, slagsmål, måltider og meget andet.

Hvor jeg kigger på bæ-pletten på lagnet der havnede der i morges da baby vågnede og skulle af med noget. Jeg lukker øjnene og beder til der kommer en fe og svinger tryllestaven.

 

Idag er en af de dage.

Hvor energi og overskud er ikke eksisterende og hvor de to store kan mærke det og udnytter det.

Hvor det kræver AL min viljestyrke ikke at eksplodere som en vulkan, fordi de konstant slås og skændes og er røv ligeglade med hvad jeg siger.

Hvor jeg står med en træt og ked af det baby på armen og forsøger at skille to kamphaner ad og indædt bede dem om at tage sig sammen i 5 minutter så jeg kan få puttet deres lillebror.

Idag er en af de dage.

En af de dage hvor jeg gerne ville bytte med deres far i bare et par timer og tage på arbejde og fokusere på én opgave af gangen i stedet for at skulle være en 20-armet blæksprutte.

Hvor jeg ville ønske jeg var døv så jeg ikke skulle høre “moar, moar MOOOAAAR” hele tiden, for selvom jeg svarer fortsætter det.

 

Idag er en af de dage

Hvor jeg tvivler på mig selv og ikke kan lade være med at tænke om jeg overhovedet burde være mor.

Hvor det er ren overlevelse og jeg blot tæller timer til deres far kommer hjem så jeg har et par ekstra hænder.

En af de dage der bare skal overståes, så det kan blive en ny dag – en bedre dag.

Idag er en af de dage, kender du dem?

Og fuck hvor jeg trænger til et bad!

 

Amning – ikke for tøsedrenge

Hvis der er noget der er i mange gravides og nybagte mødres tanker, så er det amning. Når man er gravid, skal man træffe et valg ´- vil jeg amme, eller vil jeg ikke? Langt de fleste vil gerne amme deres baby og giver det også deres aller bedste forsøg. Mange ender dog med at kaste håndklædet i ringen længe inden de have forestillet sig eller håbet. Hvorfor? Fordi amning ikke er for tøsedrenge og det er ofte pisse hamrende svært at få etableret en vellykket amning. Det kræver vilje, tålmodighed, beslutsomhed og umådelig meget mental styrke, især hvis det ikke bare kører, hvilket det gør for de færreste.

 

Den svære amning

 

Langt de fleste synes det er smertefuldt og får hurtigt sår eller revner på brystvorterne. De sidder og krummer tæer, når den lille begynder at lave sine lyde der indikerer, at nu er det ved at være tid til at få noget at spise. De bider tænderne hårdt i og siger alverdens bandeord indvendigt idet baby tager fat og det føles som om tusinde brændende nåle bliver stukket i brystvorten…. eller de græder, for hvordan kan noget så “simpelt” og naturligt gøre så ufattelig ondt? Og hvis mini så bevæger hovedet uden at slippe eller hopper af og skal på igen, så har man bare lyst til at tude.

Men amning skal ikke gøre ondt – det siger jeg altid til mine klienter – og gør det det, så kan du være ret sikker på, at noget ikke er helt som det skal være. Men der kan være mange syndere og hvordan ved man lige hvilken en der er gældende? For sandheden er, at vi ikke rigtig har særlig meget med amning at gøre, indtil den dag hvor vi står med vores eget lille vidunder i armene og skal forsøge at få bryst og baby til at samarbejde.

Hvordan lægger man baby ordentlig til, hvordan føles det når de sutter rigtigt, hvordan tømmer man et bryst ordentligt, hvilke stillinger er gode, hvad hvis man har flade brystvorter osv osv. Langt de fleste ender med at prøve sig frem det bedste de har lært, men der er så mange ting der kan gå galt, allerede fra første gang baby finder brystet, at der ikke er noget at sige til, at så mange sidder og bander amningen langt væk. Og det er sgu synd, for det er vitterligt en fantastisk følelse når det kører. Så mega powerfuldt at se sit lille barn ligge der og få næring fra ens krop. At se det lille menneske ligge der og være totalt mælkebombet og tilfreds. Mange prøver også at forberede sig via videoer og føler sig egentlig mega klar, men så sker der bare noget når det er en selv der sidder og prøver at styre det lille hoved, og få babs og den lille mund til at passe sammen.

 

Udfordringer ved amning

 

Der er mange ting der kan gå galt og gøre det svært at få etableret en god amning. Sutteteknik, at baby får ordentlig fat, ligger rigtigt mod din krop, har hovedet i en god vinkel, så tungen kan arbejde og kæben bevæge sig frit, kort tungebånd*, flade eller indadvendte brystvorter, er blot nogle af de hyppigste. Så er der alle de dårlige råd man får kastet i hovedet med, at man ikke må amme for længe af gangen, at baby ikke må ligge og hygge ved brystet, jeg har hørt nogen har fået af vide de skal amme på begge bryster i hvert måltid (10 min på hver) og meget andet fjollet. Så udfordringer er der nok af, og når vi ikke har et godt kendskab til det i forvejen og ikke har erfaring at trække på, så ville blot halvdelen af de udfordringer gøre det svært for de fleste. Min egen udfordring er at jeg er brystreduceret, så mine mælkegange ligger anderledes end normalt, og min ene brystvorte trækker skævt pga den måde jeg er syet på, så til trods for jeg rådgiver i amning og ammede den mellemste til han var 22 mdr, så er det her mit højre bryst pt, hvor jeg skal have amningen af min 5 dage gamle søn oppe at køre:

 

brystspænding

 

 

Så jo amning er svært, og det bliver ikke lettere af, at vi gemmer det væk og gør det til en privat sag. Det gør det heller ikke lettere at der er en udpræget holdning omkring hvor længe man må amme før det bliver underligt. Eller at de der skal hjælpe med at få den op at køre (her tænker jeg især jordmødre på hospitalerne) ikke har tid til at prioritere det, og at det næste “hjælpende” led (sundhedsplejersker) ikke har forstand på det, og kan sidde og se på en amning, hvor der er flere ting der ikke er rigtigt, og alligevel sige at det ser fint ud.

Nu er der så oveni begyndt at ske det, at hvis man siger at man ammer eller gerne vil amme, så kommer forsvarsmekanismen op i dem, der enten fra starten har valgt ikke at amme, eller har måtte givet op før de ønskede, og sætninger som “En god mor sidder ikke i brysterne” og “Modermælkserstatning er lige så godt som brystmælk” osv bliver brugt hyppigt i diverse ammedebatter. Så siger man at man ammer og tillader man sig at være stolt af det, så stiller man sig samtidig op til et par potentielle lussinger fra de der ikke gør, og som føler at man blot ved at nævne ordet amning, ser ned på dem og kalder dem dårlige forældre.

Men kære ammende mor – du må gerne være stolt. Du må faktisk gerne være pisse hamrende STOLT over, at du har taget kampen op, og at du trods udfordringer har holdt ved, og har valgt at sige “JEG VIL DET HER!” Du må fandeme gerne klappe dig selv på skulderen, og nej det betyder ikke at du ser ned på de der ikke ammer. Det betyder bare at DU gør det DU føler er rigtigt for dig og din baby <3

 

* Mange babyer tjekkes for kort tungebånd, men den måde de fleste tester på er så forkert, at selv svære problemer med tungebånd, der senere kan give problemer med at spise og talebesvær ikke opdages. Det bageste tungebånd der har indflydelse på mobiliteten i den midterste del af tungen, som er afgørende for, om en baby kan amme og hente mælken fra brystet UDEN at suge og bide for at få mælken til at løbe, tjekker man slet ikke herhjemme og har man en baby der har stramt bagest tungenbånd (også kaldet PTT – posterior tongue tie) er der heller ikke meget hjælp at hente.

 

For gratis ammevideoer (og der kommer flere) se min Instagram

I’m a mombie

I’m a mombie

mombie

“Sleep child… sleep”. The sentence echoes over and over again in my head as I restlessly wander around the bedroom with a baby in my arms, who’s eyes just wont shut….

“Sleep child… sleep”… my arms are tired, one is a sleep, my back hurts, my shoulders are tensed, and my neck; oh boy my neck.

I look at the huge bed with three sleeping bodies…. listen to their calm breath telling me they are fare away in the land of dreams. A tiny jab of jealousy finds it’s way to my heart…. I’m tired, SO very tired. I can barely keep my eyes open.

It’s 3 am…. I’ve been pacing the floor for 20 minutes, rocking the baby in my arms, not fully awake and yet not really sleeping….. I’m stuck in the limbo between extreme tiredness and insanity – this weird place where you often find yourself as a new mom. Where it sometimes feel like you are slowly desolving…. falling a part…. like a part of you have already left your body and is now observing you from the outside.

“Sleep child… sleep”…. I force my eyes open, fix my gaze at my shadow on the wall… slowly rocking side to side. It looks like at sad lonely dance.

Time pass and I hear the birds waking up outside the window… They tweet so eagerly…. morning is coming. The light from the rising sun finds it’s way to the room… “Sleep child… sleep”. It’s 4 am…

My body is flushed with a shot of adrenalin… it’s going into survival mood, making sure I won’t fall asleep and drop the baby. It leaves my brain bright and alert…. thoughts of the day to come starts popping up in my head. So many hours with so many needs to tend to, none of them my own, no chance of sleep. I take a deep breath, telling myself I’m gonna make it. I’ve been here before…

The tiny body in my arms feels heavier… I look down upon this miracle and can’t help smiling…. his eyes are closed and slowly I walk towards the bed almost holding my breath as I fear the tiniest movement will wake him up… slowly I lay down still holding him in my arms – he’ll sleep on my chest like many times before. I close my eyes and fall asleep….

An hour later he awakes again… the day begins….

Today I am a mombie

– Vicki

Av mit hjerte

Av mit hjerte

Mit hjerte lige er gået i tusinde stykker og tårerne triller ned af kinderne på mig .. Min 5 årige søn har lige forladt køkkenet for at gå op til sin far og mindre bror og sove. Han gik ikke i vrede, var ikke sur på mig, kaldte mig ikke alle mulige grimme ting… han var bare ligeglad med mig – eller det føltes i hvert fald sådan.

Der var kun ham og mig tilbage i køkkenet og da han rejser sig for at gå, kommer han ikke hen og krammer mig som han plejer… han tænker ikke engang på at gøre det. Mit lille empatiske, kærlige, mega omsorgsfulde menneske, der har tørret mine tårer bort, kigget dybt ind i min sjæl og givet mig en tiltrængt krammer flere gange end jeg vil indrømme. Som har fået mit hjerte til at synge utallige gange ved at sige 4 små ord med usammenlignelig betydning “jeg….. elsker….. dig…..mor” og som de sidste mange måneder har haft så svært ved når jeg skulle aflevere ham i børnehaven, for som han selv sagde, så kom han bare til at savne mig når jeg gik. Den lille dreng, han gik bare. Lige forbi mig uden at kigge på mig, uden at sige godnat, uden at give en krammer, uden at fortælle mig at han elskede mig. Da han var nået ud i gangen sagde jeg godnat efter ham og han svare bare godnat og gik videre. Ryggen til, uden at stoppe op. “Jeg elsker dig” sagde jeg og håbede desperat der blev tændt en kontakt i ham, så han ville stoppe op, komme tilbage, kramme mig, give mig et godnatkys og sige han elskede mig, men jeg kunne blot se ham dreje ned af gangen og så var han væk…. der sad jeg tilbage alene i stilheden, og lyden af mit hjerte der brast, gav ekko omkring mig. Tårerne trillede ned af kinderne og lige der, der gik det op for mig hvad de sidste 6 uger havde gjort ved vores forhold…

4 blev til 5

For 6 uger siden, blev han storebror igen. Og for 1 uge siden flyttede vi. Jeg var forberedt på at det ville blive hårdt, men vidste vi kunne klare det. Lillebror ville bare komme i en vikle så han var tæt på mig, og så havde jeg hænderne fri til at være sammen med de to andre rødder imens far pakkede ned, kørte afsted og fik tingene ned i det nye hus. Hvad kunne gå galt?

Well mange ting, men jeg var forberedt på det meste, men hvad jeg ikke var forberedt på var, at lillebror havde kort bagest tungebånd (PTT), så amningen på ingen måde ville komme op og køre. Han slugte så meget luft når han spiste, at han var vanvittig genert af refluks og luft i maven. Det gjorde jo selvfølgelig at han var i mine arme næsten hele døgnet, og det der med at have hænderne fri og være mor for de to andre blev rigtig svært. Derfor var det far der puttede, far der gjorde klar om morgenen, far der afleverede, hentede, spiste med dem, gjorde klar om aftenen, læste godnathistorie og stort set alt andet. Han var så sød de første uger, til at komme og sige godnat til mig når de skulle sove. Så blev det mere og mere lillebror han sagde godnat til og så lige mig i skyndingen når han nu alligevel var der, og til sidst blev jeg glemt…. og idag var jeg luft for ham. Som om alt det dejlige vi havde haft sammen aldrig havde været der… at det blot eksisterede i min fantasi.

Når det hele vender, når det bliver lidt lettere og jeg har hænderne lidt mere fri, SÅ vinder jeg ham tilbage. Det SKAL jeg bare. For det lille menneske betyder mere for mig end jeg nogensinde kan beskrive. Han er min førstefødte. Min første dybe kærlighed på et plan jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg har haft utallige søvnløse nætter fyldt med frygtelige tanker om hvad der kunne ske dette lille menneske, og ligget helt syg ved tanken om, at jeg ikke kan beskytte ham hele livet. Jeg savner ham. Jeg savner ham så meget at det gør ondt indeni. Jeg SKAL vinde ham tilbage og indtil da, forsøger jeg at samle alle de mange stykker, af mit knuste hjerte, så det kan danse af glæde næste gang han siger de magiske ord “jeg…. elsker….. dig….. mor”