I’m a mombie

I’m a mombie

mombie

“Sleep child… sleep”. The sentence echoes over and over again in my head as I restlessly wander around the bedroom with a baby in my arms, who’s eyes just wont shut….

“Sleep child… sleep”… my arms are tired, one is a sleep, my back hurts, my shoulders are tensed, and my neck; oh boy my neck.

I look at the huge bed with three sleeping bodies…. listen to their calm breath telling me they are fare away in the land of dreams. A tiny jab of jealousy finds it’s way to my heart…. I’m tired, SO very tired. I can barely keep my eyes open.

It’s 3 am…. I’ve been pacing the floor for 20 minutes, rocking the baby in my arms, not fully awake and yet not really sleeping….. I’m stuck in the limbo between extreme tiredness and insanity – this weird place where you often find yourself as a new mom. Where it sometimes feel like you are slowly desolving…. falling a part…. like a part of you have already left your body and is now observing you from the outside.

“Sleep child… sleep”…. I force my eyes open, fix my gaze at my shadow on the wall… slowly rocking side to side. It looks like at sad lonely dance.

Time pass and I hear the birds waking up outside the window… They tweet so eagerly…. morning is coming. The light from the rising sun finds it’s way to the room… “Sleep child… sleep”. It’s 4 am…

My body is flushed with a shot of adrenalin… it’s going into survival mood, making sure I won’t fall asleep and drop the baby. It leaves my brain bright and alert…. thoughts of the day to come starts popping up in my head. So many hours with so many needs to tend to, none of them my own, no chance of sleep. I take a deep breath, telling myself I’m gonna make it. I’ve been here before…

The tiny body in my arms feels heavier… I look down upon this miracle and can’t help smiling…. his eyes are closed and slowly I walk towards the bed almost holding my breath as I fear the tiniest movement will wake him up… slowly I lay down still holding him in my arms – he’ll sleep on my chest like many times before. I close my eyes and fall asleep….

An hour later he awakes again… the day begins….

Today I am a mombie

– Vicki

Av mit hjerte

Av mit hjerte

Mit hjerte lige er gået i tusinde stykker og tårerne triller ned af kinderne på mig .. Min 5 årige søn har lige forladt køkkenet for at gå op til sin far og mindre bror og sove. Han gik ikke i vrede, var ikke sur på mig, kaldte mig ikke alle mulige grimme ting… han var bare ligeglad med mig – eller det føltes i hvert fald sådan.

Der var kun ham og mig tilbage i køkkenet og da han rejser sig for at gå, kommer han ikke hen og krammer mig som han plejer… han tænker ikke engang på at gøre det. Mit lille empatiske, kærlige, mega omsorgsfulde menneske, der har tørret mine tårer bort, kigget dybt ind i min sjæl og givet mig en tiltrængt krammer flere gange end jeg vil indrømme. Som har fået mit hjerte til at synge utallige gange ved at sige 4 små ord med usammenlignelig betydning “jeg….. elsker….. dig…..mor” og som de sidste mange måneder har haft så svært ved når jeg skulle aflevere ham i børnehaven, for som han selv sagde, så kom han bare til at savne mig når jeg gik. Den lille dreng, han gik bare. Lige forbi mig uden at kigge på mig, uden at sige godnat, uden at give en krammer, uden at fortælle mig at han elskede mig. Da han var nået ud i gangen sagde jeg godnat efter ham og han svare bare godnat og gik videre. Ryggen til, uden at stoppe op. “Jeg elsker dig” sagde jeg og håbede desperat der blev tændt en kontakt i ham, så han ville stoppe op, komme tilbage, kramme mig, give mig et godnatkys og sige han elskede mig, men jeg kunne blot se ham dreje ned af gangen og så var han væk…. der sad jeg tilbage alene i stilheden, og lyden af mit hjerte der brast, gav ekko omkring mig. Tårerne trillede ned af kinderne og lige der, der gik det op for mig hvad de sidste 6 uger havde gjort ved vores forhold…

4 blev til 5

For 6 uger siden, blev han storebror igen. Og for 1 uge siden flyttede vi. Jeg var forberedt på at det ville blive hårdt, men vidste vi kunne klare det. Lillebror ville bare komme i en vikle så han var tæt på mig, og så havde jeg hænderne fri til at være sammen med de to andre rødder imens far pakkede ned, kørte afsted og fik tingene ned i det nye hus. Hvad kunne gå galt?

Well mange ting, men jeg var forberedt på det meste, men hvad jeg ikke var forberedt på var, at lillebror havde kort bagest tungebånd (PTT), så amningen på ingen måde ville komme op og køre. Han slugte så meget luft når han spiste, at han var vanvittig genert af refluks og luft i maven. Det gjorde jo selvfølgelig at han var i mine arme næsten hele døgnet, og det der med at have hænderne fri og være mor for de to andre blev rigtig svært. Derfor var det far der puttede, far der gjorde klar om morgenen, far der afleverede, hentede, spiste med dem, gjorde klar om aftenen, læste godnathistorie og stort set alt andet. Han var så sød de første uger, til at komme og sige godnat til mig når de skulle sove. Så blev det mere og mere lillebror han sagde godnat til og så lige mig i skyndingen når han nu alligevel var der, og til sidst blev jeg glemt…. og idag var jeg luft for ham. Som om alt det dejlige vi havde haft sammen aldrig havde været der… at det blot eksisterede i min fantasi.

Når det hele vender, når det bliver lidt lettere og jeg har hænderne lidt mere fri, SÅ vinder jeg ham tilbage. Det SKAL jeg bare. For det lille menneske betyder mere for mig end jeg nogensinde kan beskrive. Han er min førstefødte. Min første dybe kærlighed på et plan jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg har haft utallige søvnløse nætter fyldt med frygtelige tanker om hvad der kunne ske dette lille menneske, og ligget helt syg ved tanken om, at jeg ikke kan beskytte ham hele livet. Jeg savner ham. Jeg savner ham så meget at det gør ondt indeni. Jeg SKAL vinde ham tilbage og indtil da, forsøger jeg at samle alle de mange stykker, af mit knuste hjerte, så det kan danse af glæde næste gang han siger de magiske ord “jeg…. elsker….. dig….. mor”